Kapitel 9
1 Til Korherren. Al-mut-labben. Salme af David. (9:2) Jeg vil takke HERREN af hele mit Hjerte, kundgøre alle dine Undere,
2 (9:3) glæde og fryde mig i dig, lovsynge dit Navn, du Højeste,
3 (9:4) fordi mine Fjender veg, faldt og forgik for dit Åsyn.
4 (9:5) Thi du hævded min Ret og min Sag, du sad på Tronen som Retfærds Dommer.
5 (9:6) Du trued ad Folkene, rydded de gudløse ud, deres Navn har du slettet for evigt.
6 (9:7) Fjenden er borte, lagt øde for stedse, du omstyrted Byer, de mindes ej mer.
7 (9:8) Men HERREN troner evindelig, han rejste sin Trone til Dom,
8 (9:9) skal dømme Verden med Retfærd, fælde Dom over Folkefærd med Ret.
9 (9:10) HERREN blev de fortryktes Tilflugt, en Tilflugt i Trængselstider;
10 (9:11) og de stoler på dig, de, som kender dit Navn, thi du svigted ej dem, der søgte dig, HERRE.
11 (9:12) Lovsyng HERREN, der bor på Zion, kundgør blandt Folkene, hvad han har gjort!
12 (9:13) Thi han, der hævner Blodskyld, kom dem i Hu, han glemte ikke de armes Råb:
13 (9:14) "HERRE, vær nådig, se, hvad jeg lider af Avindsmænd, du, som løfter mig op fra Dødens Porte,
14 (9:15) at jeg kan kundgøre al din Pris, juble over din Frelse i Zions Datters Porte!"
15 (9:16) Folkene sank i Graven, de grov, deres Fod blev hildet i Garnet, de satte.
16 (9:17) HERREN blev åbenbar, holdt Dom, den gudløse hildedes i sine Hænders Gerning. - Higgajon Sela.
17 (9:18) Til Dødsriget skal de gudløse fare, alle Folk, der ej kommer Gud i Hu.
18 (9:19) Thi den fattige glemmes ikke for evigt, ej skuffes evindelig ydmyges Håb.
19 (9:20) Rejs dig, HERRE, lad ikke Mennesker få Magten, lad Folkene dømmes for dit Åsyn;
20 (9:21) HERRE, slå dem med Rædsel, lad Folkene kende, at de er Mennesker! - Sela.