Kapitel 139
1 HERRE, du ransager mig og kender mig!
2 Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand,
3 du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.
4 Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.
5 Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig.
6 At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!
7 Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit Åsyn?
8 Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, så er du der;
9 tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,
10 da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!
11 Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!"
12 så er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
13 Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.
14 Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.
15 Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;
16 som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.
17 Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!
18 Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er jeg hos dig.
19 Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte Blodets Mænd vige fra mig,
20 de, som taler om dig på Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.
21 Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der står dig imod;
22 med fuldt Had bader jeg dem, de er også mine Fjender.
23 Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!
24 Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!