Kapitel 104
1 Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,
2 hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;
3 du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger;
4 Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!
5 Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;
6 Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.
7 For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,
8 for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;
9 du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden.
10 Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;
11 de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;
12 over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.
13 Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;
14 du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden
15 og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.
16 HERRENs Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,
17 hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.
18 Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.
19 Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;
20 du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;
21 de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.
22 De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler;
23 Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på.
24 Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!
25 Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store;
26 Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.
27 De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide;
28 du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt.
29 Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet;
30 du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.
31 HERRENs Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker!
32 Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger
33 Jeg vil synge for HERREN, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.
34 Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.
35 Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!