Kapitel 102
1 En Bøn. Til Brug for en Hjælpeløs, når han føler Afmagt og udøser sin Klage for Herren (102:2) HERRE, lyt til min bøn, lad mit råb komme til dig,
2 (102:3) skjul dog ikke dit Åsyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; når jeg kalder, så skynd dig og svar mig!
3 (102:4) Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild;
4 (102:5) mit Hjerte er svedet og - visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød.
5 (102:6) Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden;
6 (102:7) jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen på øde Steder;
7 (102:8) om Natten ligger jeg vågen og jamrer så ensom som Fugl på Taget;
8 (102:9) mine Fjender håner mig hele Dagen; de der spotter mig, sværger ved mig.
9 (102:10) Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Tårer
10 (102:11) over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort;
11 (102:12) mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen.
12 (102:13) Men du troner evindelig, HERRE, du ihukommes fra Slægt til Slægt;
13 (102:14) du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, når Nådens Tid, når Timen er inde;
14 (102:15) thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe.
15 (102:16) Og HERRENs Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens Konger;
16 (102:17) thi HERREN opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed;
17 (102:18) han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset.
18 (102:19) For Efterslægten skal det optegnes, af Folk, der skal fødes, skal prise HERREN;
19 (102:20) thi han ser ned fra sin hellige Højsal, HERREN skuer ned fra Himmel til Jord
20 (102:21) for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed,
21 (102:22) at HERRENs Navn kan forkyndes i Zion, hans - Pris i Jerusalem,
22 (102:23) når Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene HERREN.
23 (102:24) Han lammed min Kraft på Vejen, forkorted mit Liv.
24 (102:25) Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine År er fra Slægt til Slægt.
25 (102:26) Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk;
26 (102:27) de falder, men du består, alle slides de op som en Klædning;
27 (102:28) som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine År får aldrig Ende!
28 (102:29) Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestå for dit Åsyn.