Kapitel 141
1 HERRE, jeg råber til dig, il mig til hjælp, hør min Røst, når jeg råber til dig;
2 som Røgoffer, gælde for dig min Bøn, mine løftede Hænder som Aftenoffer!
3 HERRE, sæt Vagt ved min Mund, vogt mine Læbers Dør!
4 Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen med Udådsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage.
5 Slår en retfærdig mig, så er det Kærlighed; revser han mig, er det Olie for Hovedet, ej skal mit Hoved vise det fra sig, end sætter jeg min Bøn imod deres Ondskab.
6 Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos dem styrtes, og de skal høre, at mine Ord er liflige.
7 Som når man pløjer Jorden i Furer, spredes vore Ben ved Dødsrigets Gab.
8 Dog, mine Øjne er rettet på dig, o HERRE, Herre, på dig forlader jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris!
9 Vogt mig for Fælden, de stiller for mig, og Udådsmændenes Snarer;
10 lad de gudløse falde i egne Gram, medens jeg går uskadt videre.