Kapitel 14
1 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
2 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.
3 Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
4 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
5 Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
6 tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
7 Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
8 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
9 lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
10 men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?
11 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
12 så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.
13 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!
14 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
15 du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!
16 Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
17 forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
18 Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
19 som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.
20 For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
21 Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
22 ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.