Kapitel 5
1 Derefter var det Jødernes Højtid, og Jesus gik op til Jerusalem.
2 Men der er i Jerusalem ved Fåreporten en Dam, som på Hebraisk kaldes Bethesda, og den har fem Søjlegange.
3 I dem lå der en Mængde syge, blinde, lamme, visne, (som ventede på, at Vandet skulde røres.
4 Thi på visse Tider for en Engel ned i Dammen og oprørte Vandet.
5 Men der var en Mand, som havde været syg i otte og tredive År.
6 Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde ligget i lang Tid, sagde han til ham: "Vil du blive rask?"
7 Den syge svarede ham: "Herre! jeg har ingen, som kan bringe mig ned i Dammen, når Vandet bliver oprørt; men når jeg kommer, stiger en anden ned før mig."
8 Jesus siger til ham: "Stå op, tag din Seng og gå!"
9 Og straks blev Manden rask, og han tog sin Seng og gik. Men det var Sabbat på den Dag;
10 derfor sagde Jøderne til ham, som var bleven helbredt: "Det er Sabbat; og det er dig ikke tilladt af bære Sengen."
11 Han svarede dem: "Den, som gjorde mig rask, han sagde til mig: Tag din Seng og gå!"
12 Da spurgte de ham: "Hvem er det Menneske, som sagde til dig: Tag din Seng og gå?"
13 Men han; som var bleven helbredt, vidste ikke, hvem det var; thi Jesus havde unddraget sig, da der var mange Mennesker på Stedet.
14 Derefter finder Jesus ham i Helligdommen, og han sagde til ham: "Se, du er bleven rask; synd ikke mere, for at ikke noget værre skal times dig,!"
15 Manden gik bort og sagde til Jøderne, at det var Jesus, som havde gjort ham rask.
16 Og derfor forfulgte Jøderne Jesus, fordi han havde gjort dette på en Sabbat.
17 Men Jesus svarede dem: "Min Fader arbejder indtil nu; også jeg arbejder."
18 Derfor tragtede da Jøderne end mere efter at slå ham ihjel, fordi han ikke alene brød Sabbaten, men også kaldte Gud sin egen Fader og gjorde sig selv Gud lig.
19 Så svarede Jesus og sagde til dem: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, uden hvad han ser Faderen gøre; thi hvad han gør, det gør også Sønnen ligeså.
20 Thi Faderen elsker Sønnen og viser ham alt det, han selv gør, og han skal vise ham større Gerninger end disse, for at I skulle undre eder.
21 Thi ligesom Faderen oprejser de døde og gør levende, således gør også Sønnen levende, hvem han vil.
22 Thi heller ikke dømmer Faderen nogen, men har givet Sønnen hele Dommen,
23 for at alle skulle ære Sønnen, ligesom de ære Faderen. Den, som ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som udsendte ham.
24 Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som hører mit Ord og tror den, som sendte mig, har et evigt Liv og kommer ikke til Dom, men er gået over fra Døden til Livet.
25 Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den Time kommer, ja den er nu, da de døde skulle høre Guds Søns Røst, og de, som høre den, skulle leve.
26 Thi ligesom Faderen har Liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have Liv i sig selv.
27 Og han har givet ham Magt til at holde Dom, efterdi han er Menneskesøn.
28 Undrer eder ikke herover; thi den Time kommer, på hvilken alle de, som ere i Gravene, skulle høre hans Røst,
29 og de skulle gå frem, de, som have gjort det gode, til Livets Opstandelse, men de, som have gjort det onde, til Dommens Opstandelse.
30 Jeg kan slet intet gøre af mig selv; således som jeg hører, dømmer jeg, og min Dom er retfærdig; thi jeg søger ikke min Villie, men hans Villie, som sendte mig.
31 Dersom jeg vidner om mig selv, er mit Vidnesbyrd ikke sandt".
32 Det er en anden, som vidner om mig, og jeg ved, at det Vidnesbyrd er sandt, som han vidner om mig.
33 I have sendt Bud til Johannes, og han har vidnet for sandheden.
34 Dog, jeg henter ikke Vidnesbyrdet fra et Menneske; men dette siger jeg, for at I skulle frelses.
35 Han var det brændende og skinnende Lys, og I have til en Tid villet fryde eder ved hans Lys.
36 Men det Vidnesbyrd, som jeg har, er større end Johannes's; thi de Gerninger, som Faderen har givet mig at fuldbyrde, selve de Gerninger, som jeg gør, vidne om mig, at Faderen har udsendt mig.
37 Og Faderen, som sendte mig, han har vidnet om mig. I have aldrig hverken hørt hans Røst eller set hans skikkelse,
38 og hans Ord have I ikke blivende i eder; thi den, som han udsendte, ham tro I ikke.
39 I ransage Skrifterne, fordi I mene i dem at have evigt Liv; og det er dem, som vidne om mig.
40 Og I ville ikke komme til mig, for at I kunne have Liv.
41 Jeg tager ikke Ære af Mennesker;
42 men jeg kender eder, at I have ikke Guds Kærlighed i eder.
43 Jeg er kommen i min Faders Navn, og I modtage mig ikke; dersom en anden kommer i sit eget Navn, ham ville I modtage.
44 Hvorledes kunne I tro,I, som tage Ære af hverandre, og den Ære, som er fra den eneste Gud, søge I ikke?
45 Tænker ikke, at jeg vil anklage eder for Faderen; der er en, som anklager eder, Moses, til hvem I have sat eders Håb.
46 Thi dersom I troede Moses. troede I mig; thi han har skrevet om mig,
47 Men tro I ikke hans Skrifter, hvorledes skulle I da tro mine Ord?"