Kapitel 12
1 At elske Tugt er at elske Kundskab, at hade Revselse er dumt.
2 Den gode vinder Yndest hos HERREN, den rænkefulde dømmer han skyldig.
3 Ingen står fast ved Gudløshed, men retfærdiges Rod skal aldrig rokkes.
4 En duelig Kvinde er sin Ægtemands Krone, en dårlig er som Edder i hans Ben.
5 Retfærdiges Tanker er Ret, gudløses Opspind er Svig.
6 Gudløses Ord er på Lur efter Blod, retsindiges Mund skal bringe dem Frelse.
7 Gudløse styrtes og er ikke mer. retfærdiges Hus står fast.
8 For sin Klogskab prises en Mand, til Spot bliver den, hvis Vid er vrangt.
9 Hellere overses, når man holder Træl, end optræde stort, når man mangler Brød.
10 Den retfærdige føler med sit Kvæg, gudløses Hjerte er grumt.
11 Den mættes med Brød, som dyrker sin Jord, uden Vid er den, der jager efter Tomhed.
12 De ondes Fæstning jævnes med Jorden, de retfærdiges Rod bolder Stand.
13 I Læbernes Brøde hildes den onde, den retfærdige undslipper Nøden.
14 Af sin Munds Frugt mættes en Mand med godt, et Menneske får, som hans Hænder har øvet.
15 Dårens Færd behager ham selv, den vise hører på Råd.
16 En Dåre giver straks sin Krænkelse Luft, den kloge spottes og lader som intet.
17 Den sanddru fremfører, hvad der er ret, det falske Vidne kommer med Svig.
18 Mangens Snak er som Sværdhug, de vises Tunge læger.
19 Sanddru Læbe består for evigt, Løgnetunge et Øjeblik.
20 De, som smeder ondt, har Svig i Hjertet; de, der stifter Fred, har Glæde.
21 Den retfærdige times der intet ondt, - gudløse oplever Vanheld på Vanheld.
22 Løgnelæber er HERREN en Gru, de ærlige har hans Velbebag.
23 Den kloge dølger sin Kundskab, Tåbers Hjerte udråber Dårskab.
24 De flittiges Hånd skal råde, den lade tvinges til Hoveriarbejde.
25 Hjertesorg bøjer til Jorden, et venligt Ord gør glad.
26 Den retfærdige vælger sin Græsgang, gudløses Vej vildleder dem selv.
27 Ladhed opskræmmer intet Vildt, men kosteligt Gods får den flittige tildelt.
28 På Retfærds Sti er der Liv, til Døden fører den onde Vej.