Kapitel 1
1 HERREN kaldte på Moses og talede til ham fra Åbenbaringsteltet og sagde:
2 Tal til Israeliterne og sig til dem: Når nogen af eder vil bringe HERREN en Offergave af Kvæget, da skal Offergaven, I vil bringe, tages at Hornkvæget eller Småkvæget.
3 Skal hans Offergave af Hornkvæget være et Brændoffer, så skal det være et lydefrit Handyr, han bringer; til Åbenbaringsteltets Indgang skal han bringe det for at vinde HERRENs Velbehag.
4 Så skal han lægge sin Hånd på Brændofferdyrets Hoved, for at det kan vinde ham HERRENs Velbehag, idet det skaffer ham Soning.
5 Derpå skal han slagte den unge Okse for HERRENs Åsyn, og Arons Sønner, Præsterne, skal frembære Blodet, og de skal sprænge Blodet rundt om på Alteret, som står ved Indgangen til Åbenbaringsteltet.
6 Så skal han flå Huden af Brændofferdyret og skære det i Stykker,
7 og Arons Sønner, Præsterne, skal gøre Ild på Alteret og lægge Brænde på Ilden;
8 og Arons Sønner, Præsterne, skal lægge Stykkerne tillige med Hovedet og Fedtet til Rette på Brændet over Ilden på Alteret.
9 Men Indvoldene og Skinnebenene skal han tvætte med Vand, og Præsten skal bringe det hele som Røgoffer på Alteret; det er et Brændoffer, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.
10 Hvis hans Offergave, der skal bruges som Brændoffer, tages at Småkvæget, af Fårene eller Gederne, så skal det være et lydefrit Handyr, han bringer.
11 Han skal slagte det for HERRENs Åsyn ved Alterets Nordside, og Arons Sønner, Præsterne skal sprænge Blodet deraf rundt om på Alteret.
12 Så skal han skære det i Stykker, og Præsten skal lægge Stykkerne tillige med Hovedet og Fedtet til Rette på Brændet over Ilden på Alteret.
13 Men Indvoldene og Skinnebenene skal han tvætte med Vand. Så skal Præsten frembære det hele og bringe det som Røgoffer på Alteret; det er et Brændoffer, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.
14 Er hans Offergave til HERREN et Brændoffer af Fuglene, da skal Offergaven, han vil bringe, tages af Turtelduerne eller Dueungerne;
15 Præsten skal frembære den til Alteret og knække Halsen på den og bringe Hovedet som Røgoffer på Alteret, og dens Blod skal udpresses mod Alterets Side.
16 Så skal han udtage Kroen med dens Indhold og kaste den på Askedyngen ved Alterets Østside.
17 Derpå skal han rive Vingerne løs på den uden dog at skille dem fra Kroppen. Så skal Præsten bringe den som Røgoffer på Alteret på Brændet over Ilden; det er et Brændoffer, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.